Myter og fakta om dominans og lederskab hos heste
Og hvad det betyder for relationen mellem hest og menneske samt hestens velfærd
Der hersker mange myter og misforståelser om hestes naturlige adfærd
Der hersker mange myter og misforståelser om hestes naturlige adfærd – og hvordan hesteflokkens organisering påvirker vores relation til hesten og træningen af den.
I min optik bliver der i populærlitteratur og – tv programmer samt i hesteverdenen generelt fokuseret unødvendigt meget på konflikter både hestene imellem samt mellem heste og mennesker.
Mange hestetræningsmetoder bygger eksempelvis på en idé om, at mennesket skal indtage en position som ’lederhesten’ eller ’det dominante individ’ i relationen til hesten (f.eks. Parelli, 1993; Hempfling, 1996).
Ligeledes er min oplevelse også, at mange naturprogrammer fokuserer på dramatiske begivenheder, som ungheste der bliver drevet bort af stodhingsten eller unghingste der forsøger at stjæle stodhingstens hopper - muligvis fordi det ikke er så spændende fjernsyn, at se på heste der græsser i 16 timer i døgnet. Med det store fokus, der er på konflikter hestene imellem, kan man ikke fortænke folk i at tro, at konflikter må spille en væsentlig rolle i hestes liv og flokkens organisering – ikke mindst, når vi ser vores tamheste toppes ved foderbordet eller ved ledet.
Konflikterne mellem vore tamheste skyldes dog, at de lever i et unaturligt miljø, hvor de har begrænset plads samt resurser at konkurrere om (McDonnell, 2003; Rees, 1993; Kiley-Worthington, 1997). Vildtlevende heste udviser derimod sjældent resursekontrol eller åbenlys aggression (McDonell, 2003).
For eksempelvis at kunne læse hestens kropssprog korrekt eller afkode om hesten trives på folden, er det vigtigt at forstå hestens naturlige adfærd. I denne artikel vil jeg derfor afdække myter og fakta om sociale strukturer og relationer hos heste.
Dominans er et misforstået begreb i hesteverdenen
Dominans er et meget misforstået begreb. I hesteverdenen findes der mange hjemmestrikkede teorier om hvad dominans er. Bl.a. mener nogle hestetrænere, at ’ulydighed’ er et tegn på, at hesten forsøger at dominere over sit menneske (Hempfling, 1996). En anden idé er, at den position hesten indtager, når man trækker med den (altså foran, ved siden af eller bag ved personen), afspejler dominansforholdet mellem hest og menneske (ibid.).
Disse og lignende teorier bunder imidlertid i en misforståelse af dominans som begreb. Dominans er et begreb fra adfærdsbiologien, der har en bestemt videnskabelig definition.
I adfærdsbiologien defineres dominans som en relation mellem to individer, hvor det ene individ er mere tilbøjeligt til at vinde en konflikt om en resurse, mens det andet individ er tilbøjeligt til at trække sig fra resursen, når der er en konflikt (Yin, 2009).
Dominans er kun én faktor i hestes sociale organisering
Dominans er kun én faktor i hestes sociale organisering – tilknyttende adfærd spiller eksempelvis en vigtig rolle for sammenhængen af gruppen (McGreevy, 2004). Dominans repræsenterer også kun én strategi til at opnå en resurse - at undgå at konkurrere om resursen og i stedet tilsnige sig adgang, når potentielle konkurrenter ikke er i nærheden, er en anden strategi (Bernstein, 1981), mens sociale koalitioner er et eksempel på en tredje strategi (McGreevy, 2004).
Hvilke fordele og omkostninger, bestemte strategier har for det enkelte individ, afhænger bl.a. af andre individers adfærd (Alcock, 2005). Biologer kan anvende forskellige økonomiske og matematiske modeller til at udregne fordelingen af de forskellige strategier (ibid.) – hestene kan naturligvis ikke bevidst foretage disse udregninger – men deres adfærd retter sig alligevel ofte efter modellerne.
Miljøet hestene lever i, spiller også en væsentlig rolle for hestenes sociale organisering, fordi forskellig gruppestørrelse og organisering kan have forskellige fordele og ulemper i forskellige miljøer (Rees, 1993).
Adfærdsforsker Marthe Kiley Worthington (1997) argumenterer for, at dominans ikke har den store betydning for organiseringen af den måde heste lever på, fordi heste som græsædere sjældent har brug for at konkurrere om resurser og hun mener i stedet at tilknytningsadfærd og venskabsbånd er af større betydning.
Dominans er ikke relevant for relationen mellem hest og menneske
Som tidligere beskrevet defineres dominans som en relation mellem to individer, hvor det ene individ er mere tilbøjelig til at vinde en konflikt om en resurse. Da vi mennesker ikke konkurrerer med vores heste om resurser – vi spiser ikke det samme som dem (faktisk bringer vi hestene mad) og vi er heller ikke interesseret i at forplante os med dem (og skal derfor ikke konkurrere om partnere) – så er dominans ikke relevant for vores relation med hesten.
At hesten er ’ulydig’, dvs. at den ikke reagerer som ønsket på vores hjælpere, er ikke et tegn på dominans, sådan som nogle hestetrænere påstår, fordi ’ulydighed’ ikke har noget at gøre med at vinde en konflikt om resurser. Når hesten er ’ulydig’ handler det i stedet om, at vi ikke har været gode nok, til at træne hesten til at reagere på vores hjælpere.
At hesten eksempelvis ikke vil fanges på fold eller vægrer sig ved at gå i trailer har intet med dominans at gøre, fordi alle eksemplerne er uden for den kontekst der hedder ’konkurrence om resurser’.
Når heste i naturen viser underlegenhed, viger de bort fra den anden hest med sænket hoved og halen mellem benene (McDonell, 2003), som det ses på billedet til højre.
Som adfærdsforsker Sue McDonnell (2003) pointerer, så er det ikke sådan en reaktion man som hesteejer ønsker fra sin hest!
Rang(u)orden i hesteflokken
De fleste hesteejere har nok hørt begrebet rangorden – men hvordan er det lige, at det adskiller sig fra dominans? Og hvilken betydning (om nogen) har det, hvilken rang hesten har?
Hvor dominans er en relation mellem to individer, er hestens ’rang’ derimod et tal i en række, som hesten får tilskrevet af adfærdsforskeren, når han/hun forsøger sammenligne alle hestenes individuelle dominansrelationer for at indplacere hver hest i et dominanshierarki (McGreevy, 2004).
Idéen om hakkeorden, rangorden og dominanshierarki (der alle er synonyme begreber), opstod i 1913 med Schjelderup-Ebbes studier af høns. Han fandt ud af, høns kunne inddeles i et lineært dominanshierarki, hvor hvert individ kun hakkede på de lavere rangende individer. Denne opfattelse af sociale relationer blev siden meget populær og er med større og mindre held blevet forsøgt anvendt på stort set alle øvrige arter (Kiley-Worthington, 1997; Rees, 1993).
Hesteforskning viser imidlertid, at rangordenen hos heste ikke altid er lineær, men at der også kan opstå triangulære relationer, hvor eksempelvis hest A er dominerende i forhold til hest B, hest B er dominerende i forhold til hest C, men at hest C er dominerende i forhold til hest A (McGreevy, 2004).
Spørgsmålet er da også, hvor vigtig rangordenen er for hestens sociale organisering. Som Irwin S. Bernstein, forsker i dyrepsykologi, pointerer: rangorden afspejler muligvis primært ”vores egen evne til at tælle” (Bernstein, 1981, s. 419). Hesteforskere finder det da også vanskeligt at måle rangordenen hos vildtlevende heste (McGreevy, 2004), hvilket tyder på, at rangorden ikke spiller den store rolle for vildtlevende hestes sociale organisering.
Skal du være leder for din hest?
Positionen vi trækker hesten i er også uden for konteksten ’konkurrence om resurser’ og har derfor heller intet at gøre med et dominans- eller lederskabsforhold til hesten. Nyere forskning har desuden undersøgt om heste vandrer hierarkiopdelt med den højest rangerende hest først og de lavere rangerende heste derefter i numerisk orden og har fundet, at der ikke er meget støtte for denne teori (Krueger mfl., 2014). Forskerne undersøgte hvordan heste vandrede i tre hesteflokke. I den ene hesteflok var der ikke tegn på, at hestene vandrede i en bestemt rangorden. De to øvrige hesteflokke viste en tendens til at vandre i ’rangnumerisk orden’ men kun i ca. 60% af deres vandringer, hvilken betyder, at hesten ikke vandrede i denne orden i 40% af tilfældene (ibid.). Alt i alt, tyder det altså ikke på, at det er specielt vigtigt for heste, at vandre i en speciel orden.
Endvidere er det ikke nødvendigvis sikkert at vi kan overføre hestenes sociale relationer med hinanden til relationen mellem hest og menneske. Dyrlæge og dyreadfærdsforsker Paul McGreevy og kolleger (2009) undersøgte i hvilken grad interaktionen mellem hest og menneske kan forstås med udgangspunkt i interaktioner heste imellem. De fandt, at ridning ikke på nogen måde korresponderer til aktiviteter heste imellem, samt at meget håndtering af heste fra jorden heller ikke afspejler hest-hest interaktioner, fordi enten konteksten, konsistensen eller varigheden af aktiviteten er forskellig fra hestes naturlige adfærd. Eksempelvis minder strigling af hesten ikke om reciprok pelspleje hos heste, når man analyserer situationen nærmere (ibid.).
Heste vandrer ikke i en bestemt orden
Idéen om ’førerhingsten’ og ’førerhoppen’ er en myte
Blandt hestefolk hersker der en udbredt idé om, at hestegruppen ledes af en ’førerhingst’, der styrer og beskytter flokken, og en ældre ’førerhoppe’ der leder og opdrager hestene i gruppen (se eksempelvis Marks, 2002; Møller, 2005). Denne idé afspejler dog en forsimplet forståelse af, hvordan hesteflokken er organiseret. Ifølge Marthe Kiley-Worthington (1997) kan hingsten ikke opfattes som gruppens chef, idet stort set det eneste tidspunkt hingsten kontrollerer gruppens bevægelser, er når han forsvarer sin familiegruppe mod en anden hingst (ibid.). Endvidere er idéen om én ’førerhingst’ forfejlet, idet der findes flere tilfælde, hvor flere hingste samarbejder om at opretholde en familiegruppe og disse grupper er oftest mere stabile end grupper med blot en stodhingst (McGreevy, 2004). I grupper med flere stodhingste er der dog en rangorden mellem hingstene, hvor den højest rangerende hingst bedækker flest hopper og de lavere rangerende hingste bedækker de lavere rangerende hopper i det omfang, de har mulighed for det (ibid.).
Forestillingen om stodhingsten som gruppens eneste beskytter understøttes heller ikke af studier om hestes adfærd, idet også flere højt rangerende hopper også er blevet observeret forsvare gruppen (McGreevy, 2004).
Idéen om førerhoppen støttes heller ikke af nyere forskning. Bl.a. viser forskning, at flokken IKKE ledes mellem græsnings- og vandingssteder af én specifik ældre hoppe. I stedet kan alle individer >1 år i princippet sætte flokken i bevægelse ved at vandre væk fra gruppen, såfremt de resterende heste er motiverede til at følge efter denne hest på det pågældende tidspunkt (Krueger mfl., 2014). Ældre heste var dog signifikant mere succesfulde sammenlignet med yngre heste (< 3 år) i denne henseende (ibid.).
Dyreadfærdsforsker Sue McDonnell (2003) argumenterer endvidere for, at der hos vildtlevende heste ikke er et specifikt individ, der kontrollerer alle resurserne, samt leder og forsvarer gruppen. I stedet har forskellige individer forskellige roller i forskellige situationer.
Sådan er heste organiseret socialt
Hestes sociale organisering afhænger af det miljø de lever i (Rees, 1993). Heste grupperer sig typisk i mindre familiegrupper og ungkarlegrupper (Rees, 1993), selvom plagegrupper af blandet køn (Kiley-Worthington, 1997) og enegængere også findes (Rees, 1993). Disse grupper og individer kan samles i store flokke, når omstændighederne tillader det (Rees, 1993; Kiley-Worthington, 1997).
Familiegrupper består typisk af 1 hingst, 4-5 hopper, deres føl og enkelte ældre afkom til og med 2 års-alderen (Rees, 1993). Det er dog ikke ualmindeligt, at der findes familiegrupper med flere avlshingste og disse grupper er typisk mere stabile end grupper kun med en hingst (McGreevy, 2004).
Plagene forlader ofte deres familiegruppe, når de bliver kønsmodne (Kiley-Worthington, 1997). Plage af begge køn, kan blive jaget bort af stodhingsten (ibid.), men oftest søger unghestene bort for at søge legekammerater eller partnere (McGreevy, 2004).
25 % af hopperne bliver i den gruppe hvor de er født og de hopper der skifter grupper bliver som regel i den nye gruppe resten af livet (ibid.)
Venskaber
Tilknytningsadfærd har ikke været den store genstand for forskning (Kiley-Worthington, 1997), men stadig flere forskere er blevet opmærksomme på, at par-bånd og tilknytningsadfærd spiller en central rolle i at knytte hestegruppen sammen (Kiley-Worthington, 1997; McGreevy, 2004) og Marthe Kiley-Worthington (1997) har observeret, at tilknyttende adfærd udvises væsentligt oftere end aggressiv adfærd.
Venlig tilknytningsadfærd er ofte subtil, mens aggressiv adfærd er meget mere tydeligt, hvilket kan være en årsag til, at tilknytningsadfærd ikke har været genstand for så meget forskning. Hestevenner er kendetegnet ved at holde sig fysisk tættere på hinanden end de øvrige heste i gruppen og være sammen om de forskellige aktiviteter i løbet af dagen (McGreevy, 2004).
Dyreadfærdsforsker Lucy Rees, der interesserer sig for tilknytningsadfærd, har desuden observeret at venlig adfærd inkluderer små berøringer og bevægelser af hovedet hen over hovedet, halsen eller ryggen på det andet individ. At hvile hovedet på en anden hests hals eller ryg er også en venlig gestus (Epona.tv, 2018) og altså ikke et tegn på dominans, som det nogle gange opfattes.
Ifølge Marthe Kiley-Worthington (1997) kan disse præferencer også overføres til mennesker og hun anbefaler derfor, at vi som hesteejere sørger for, at hesten bryder sig om os!
Det er vigtigt at huske…
Heste lever altså i en verden, hvor venskaber er vigtige og hvor dominans og rangorden kun er af mindre betydning. Heste har ikke én chef, der tager monopol på alle resurser og styrer og leder flokken – i stedet har forskellige heste forskellige roller i forskellige sammenhænge.
Observerer vi høje niveauer af aggressiv adfærd hestene imellem eller individer der monopolisere resurserne på folden, afspejler det ikke naturlig hesteadfærd. I stedet er det et tegn på, at der er for lidt plads eller for få bunker hø til antallet af heste på folden, for stor udskiftning i flokken eller at hestene på anden vis ikke trives.
I hesteflokken er der ikke et alpha-individ og heste aspirer dermed heller ikke til at blive ’chef’. Som hesteejere skal vi altså ikke være bange for, at hesten plotter i kulissen for at overtage ’herredømmet’.Opfører hesten sig på en måde vi ikke ønsker, er det ikke fordi den forsøger at dominere sit menneske, men fordi vi ikke har trænet hesten godt nok og hesten ikke forstår hvad vi vil have den til. Vil vi have en god relation til vores hest, skal vi behandle den venligt i stedet for at forsøge at ’dominere’ den.
Læs flere spændende artikler om heste her.
Henvisninger
Alcock, J. (2005). Animal Behavior: An Evolutionary Approach, 8th Ed. Sinauer Associates Inc, Sunderland
Bernstein, I. S. (1981). Dominance: The baby and the bathwater. Behavioral and Brain Sciences, 4, 419-457
Epona.tv (2018). Real ethology with Lucy Rees, part 5: Bonding behaviour largely ignored by scientists. Tilgængelig på: https://www.epona.tv/bonding-behaviour-is-overlooked [hentet d. 9. juli, 2018]
Hempfling, K. F. (1996). At danse med heste - Samlet ridning for løs tøjle. Tillidsfuld harmoni fra starten. Borgen, København
Kiley‐Worthington, M (1997).The behaviour of horses: In relation to their training and management. J.A. Allen, London
Krueger, K.; Flauger, B.; Farmer, K. & Hemelrijk, C. (2014). Movement initiation in groups of feral horses. Behavioral Processes 193, s. 91-101
Marks, K. (2002). Gode manerer - Hvordan din adfærd påvirker hestens. Aschehoug, København
McDonnell, D. (2003). A Practical Field Guide to Horse Behavior: The Equid Ethogram. Eclipse Press (a division of The Blood-Horse, Inc)
McGreevy, P. (2004) Equine Behavior: A Guide for Veterinarians and Equine Scientists. Edinburgh, Saunders
McGreevy, P. et al. (2009). The horse-human dyad: can we align horse training and handling activities with the equid social ethogram? The Veterinary Journal, 181, s.12-8.
Møller, H. (2005). Den kompetente rytter. Gyldendal, København Gode manerer Hvordan din adfærd påvirker hestens
Parelli, P. (1993). Natural Horse-Man-Ship: Six Keys to a Natural Horse-Human Relationship. Western Horseman, Colorado Springs
Rees, L. (1993). The Horse’s Mind. Stanley Paul, London
Yin, S. (2009). Low Stress Handling Restraint and Behavior Modification of Dogs & Cats: Techniques for Developing Patients Who Love Their Visits. CattleDog Publishing, Davis
Dyrepsykolog Nanna Mia Hansen
Cand.psych, exam. dyreadfærdsterapeut
Copyright @ All Rights Reserved