Foredragsbeskrivelser

Foredragsbeskrivelser


Foredrag: Gør din hest bombesikker


Et foredrag rettet mod ryttere & hesteejere.

Varighed: ca. 3 timer


Undrer du dig over, hvorfor hjørnet i ridehuset kun er farligt nogle dage? Bryder din hest sig ikke om at gå i trailer? Er den udpræget nervøs og ”ser spøgelser”? Eller bliver den let skræmt på skovtur eller til stævne?

Til foredraget vil du få en forklaring på, hvorfor hesten kan gå roligt forbi én ting den ene dag og den næste være skræmt fra vid og sans; du vil lære hvordan du sænker den nervøse hests stressniveau, hvordan du kan ”vaccinere” din hest, så du undgår, at den udvikler angst for bestemte ting og du vil lære, hvordan du kan vænne hesten til ting, den allerede er blevet bange for.

Til foredraget vil vi se på, hvordan stress påvirker hestens hjerne, krop og læring. Forskellige hjernesystemer aktiveres, når hesten lærer øvelser på dressurbanen og når den er bange. En forudsætning for, at vi kan vænne hesten til ting, den er bange for, er at vi ”taler” til det rigtige hjernesystem. Vi ”taler” til hestens hjernesystemer ved hjælp af forskellige træningsmetoder og til foredraget vil du lære, hvordan du kan ”tale” til det rigtige hjernesystem.

Vi vil også komme ind på hestens forskellige copingstrategier og hvordan kan vi se på hesten, at den er stresset? Og kan hesten være stresset, selv om den virker helt rolig?


Overvind din rideangst


Et foredrag rettet mod ryttere & hesteejere.

Varighed: ca. 2 timer



Mange ryttere elsker heste – men har udviklet angst for at ride, enten efter et uheld eller en længere ridepause.
Til foredraget vil du lære, hvordan du kan sætte dig op på hesten igen – med den gode mavefornemmelse i behold!
Vi vil se på, hvad der sker i kroppen og i hjernen når du bliver ængstelig, bekymret eller bange. Vidste du at angst kan udspringe fra forskellige områder i hjernen? For at overvinde din rideangst skal du omprogrammere hjernens kredsløb – men for at kunne dette, skal du ’tale til’ det område i hjernen som påvirker netop dig! Til foredraget vil vi se på, hvordan du kan identificere hvilke områder der bliver aktiveret i hjernen, når du bliver ængstelig, bekymret eller bange i samværet med din hest – samt hvad du kan gøre for at genfinde den gode mavefornemmelse i sadlen.


Stress, angst og alene hjemme problemer hos hunde: Årsager og løsninger


Et foredrag rettet mod den nørdede hundeejer/instruktører

Det forventes at almindelig læringsteori er kendt, dog bliver det gennemgået til foredraget.

Varighed: ca. 3 timer


Har din hund svært ved at finde ro, er den bange for fyrværkeri, lider den af forskellige ”fobier” (f.eks. frygt for at køre i bil eller at få klippet kløer) eller splitter din hund huset ad, når den er alene hjemme?
Til foredraget vil vi komme ind på årsagerne til de mest almindelige stress- og angstrelaterede adfærdsproblemer hos hunde og deres løsninger.
Vi vil se på hvad stress og angst er for nogle størrelser. I den forbindelse vil vi bl.a. komme ind på hvordan man kan se på hundens kropssprog om den er angst eller stresset og de små tegn hunden giver, som kan være lette at overse. Vi vil også se nærmere på hvordan stress kan påvirke hundens adfærd og indlæring, samt forværre dens adfærdsproblemer. Naturligvis vil vi også se på strategier til at sænke hundens stressniveau så man kan få en rolig og veltilpas hund.
Endvidere vil vi også se nærmere på hvordan forbier og angst herunder alene-hjemme problemer udvikler sig, hvad kan man gøre for at undgå at problemerne opstår, samt hvad man kan gøre for at afhjælpe problemet.
Foredraget giver indsigt i, hvordan adfærdsproblemer udvikler sig og hvordan de kan afhjælpes – men da alle hunde er individuelle og derfor kræver individuelle handlingsplaner, kan foredraget ikke stå i stedet for en individuel adfærdsbehandling af den enkelte hund.



Hjælp, min hund er bange for __________  !

Hvordan du kan hjælpe din hund til at overvinde sine fobier – og undgå at problemerne opstår.


Et foredrag rettet mod familiehundeejere.

Varighed: ca. 2 timer


Mange hundeejere oplever, at deres hund er stresset, nervøs eller ængstelig i bestemte situationer. Det kan f.eks. være at hunden ikke kan lide at køre i bil, at hunden kryber sammen og gør ad fremmede, at hunden gemmer sig, når du finder selen eller neglesaksen frem eller at hunden ryster af angst, når den skal til dyrlæge eller at den simpelthen går i panik når der fyres fyrværkeri af nytårsaften. Det kan være problematisk ikke blot for hundens ejere, men også for hunden selv, da dens livskvalitet bliver nedsat.

Mange adfærdsproblemer opstår fordi man som hundeejer overser eller misforstår de små tegn hunden giver med sit kropssprog. I foredraget vil du lære at aflæse de diskrete signaler hunden giver på, at den er stresset eller bange. Når du bliver bedre til at forstå, hvad din hund forsøger at fortælle dig, kan du lettere hjælpe den med at overvinde sin nervøsitet og angst.

Til foredraget vil vi også se på hvordan man med korrekt socialisering og miljøtræning kan forberede hunden på den moderne verdens hverdagsudfordringer. Vi vil også se på hvilke fejl man skal undgå at gøre, når man vil socialisere og miljøtræne sin hund – det er nemlig ikke tilstrækkeligt blot at udsætte hunden for forskellige situationer: Griber man træningen forkert an risikerer man at hunden bliver mere utryg!

Bare fordi, at du har en ældre hund, som er stresset eller som allerede har udviklet en fobi/angst betyder det ikke, at du og din hund er tvunget til at leve med problemet fremover. Uanset hvor gammel din hund er, kan du hjælpe den til at blive mere tryg og afslappet i den ”skræmmende” situation. Til foredraget vil vi gennemgå en række positive og hundevenlige teknikker til hvordan du kan hjælpe din hund til til at blive tryg ved situationer som den er blevet bange for. Naturligvis vil vi også se på strategier til at sænke hundens stressniveau så du kan få en rolig og veltilpas hund.


Læringens neuropsykologi


Et foredrag rettet mod entusiaster/professionelle.

Varighed: Ca 3-4 timer

Foredraget kan rettes enten mod hunde eller heste eller have et generelt fokus.

Kan med fordel bookes sammen med foredraget "Stress & hjernen"


Uanset om ens mål er at få en velbalanceret familiehund/hest, at få succes i konkurrencer eller at hjælpe hunde/heste med at overvinde deres adfærdsproblemer er det essentielt at vide hvordan dyr lærer.

Hjernen og læring er knyttet uløseligt sammen. I foredraget vil vi bl.a. se på hvordan forskellige former for læring bliver indkodet i hjernen og hvad det betyder for vores træning af hunden/hesten. Vidste du for eksempel, at operant betingning faktisk består af to forskellige læringsmekanismer, som bliver indkodet i hver sin del af hjernen – og at vi ved at benytte enten en kontinuerlig forstærkningsskala eller en variabel forstærkningsskala kan påvirke hvilken af de to læringsmekanismer, der kontrollerer hundens/hestens adfærd? Det og meget andet kan du blive klogere på i foredraget!

Hvordan skal man planlægge sin træning og hvor ofte skal man træne en bestemt øvelse for at få de hurtigste og bedste resultater? Det vil du også få svar på i foredraget. Der er forsket meget i hvordan træningen skal planlægges for hhv. at indlære nye øvelse og for at aflære/udslukke uønsket adfærd og frygtindlæring – og disse forskningsresultater vil vi se nærmere på i foredraget. Hundens/hestens søvn spiller også en afgørende rolle for, hvor effektivt ny indlæring bliver lagret i hjernen og dette aspekt vil du også komme til at lære mere om.

Stress påvirker forskellige læringsmekanismer herunder frygtbetingning og operant betingning på forskellig vis. I foredraget vil vi se nærmere på hvilken indflydelse det har på hundens/hestens indlæring, evne til at ændre adfærd og hvordan det påvirker både den daglige træning af dyret – men også hvilken indflydelse det har på behandlingen af adfærdsproblemer.


Stress og hjernen


Et foredrag rettet mod entusiaster/professionelle.

Foredraget kan rettes enten mod hunde eller heste eller have et generelt fokus.

Kan med fordel bookes sammen med foredraget "Læringens neuropsykologi"


Stress er en reaktion i hundens krop og hjerne, som er udviklet til at hjælpe hunden med at overvinde udfordringer og farefulde situationer. For meget stress kan imidlertid være skadelig for hundens fysiske og psykiske helbred - og stress spiller endvidere en stor rolle i udviklingen af adfærdsproblemer så som stereotyp adfærd, angst og aggression.

Alle har hørt om stress – men hvad dækker begrebet egentlig over? Der findes mange modstridende oplysninger og myter om stress. I foredraget vil vi se nærmere på hvad stress egentlig er for en størrelse og hvordan stress påvirker hundens/hestens hjerne og adfærd: Bl.a. vil vi komme ind på hvordan man kan se på hunden at den er stresset samt hvad der sker i hundens/hestens krop og hjerne ved akut og kronisk stress. Vi vil se på hvordan tidlig stress påvirker hundens/hestens hjerneudvikling, herunder moderens pleje af hvalpen/føllet (effekten af ”gode” og ”dårlige” mødre) samt tidlig håndtering af dyret.

Stress påvirker forskellige læringsmekanismer herunder frygtbetingning og operant betingning på forskellig vis. I foredraget vil vi se nærmere på hvilken indflydelse det har på hundens læringsevne og adfærd. Bl.a. vil vi komme ind på hvordan stress påvirker hundens/hestens evne til at lære nye ting og ændre adfærd, når vi vil lære dyret nye øvelser på træningsbanen. Vi vil også se på om der virkelig findes ”god” og ”dårlig” stress og hvad hundens/hestens optimale stressniveau skal være, for at den kan præstere optimalt. Desuden vil vi komme ind på, hvordan forskellige træningsmetoder kan påvirke hundens/hestens stressniveau – og vi vil se nærmere på hvordan man kan anvende bl.a. biofeedbacktræning til at lære dyret at regulere sit stressniveau. Der er en stærk sammenhæng mellem langvarig stress og adfærdsproblemer. I den forbindelse vil vi se på hvordan langvarig stress påvirker emotions- og læringssystemer i hjernen og hvilken effekt det har dels på udtrykket af angst, aggression og stereotyp adfærd, dels på muligheden for at behandle disse adfærdsproblemer.

Endelig vil vi se på hvilke tiltag kan man tage for at hjælpe hunden/hesten med at slappe af og hvordan det påvirker dyrets krop og hjerne.