Hvordan kan det være? Du belønner jo hesten, ved at give efter på presset, når den reagerer korrekt på dine hjælpere? Burde den så ikke blive bedre?
Når du træner øvelser med din hest, prøver du at ændre hestens adfærd vha. konsekvensindlæring, dvs. afhængig af hvilken konsekvens hestens adfærd får, bliver det mere eller mindre sandsynligt, at hesten vil udføre adfærden i fremtiden. Det kaldes også for instrumentel betingning.
Men sideløbende med konsekvensindlæring finder der også forventningsindlæring sted (også kaldet klassisk betingning), hvor hesten lærer at én begivenhed forudsiger en anden f.eks. at når døren til foderrummet åbnes så kommer der foder i krybben og når dyrlægen kniber fat i ens hals så bliver man stukket.
Hestens forventninger aktiverer passende instinkter hos hesten f.eks. hhv. foderinstinktet og flugtinstinktet i det foregående eksempel.
Klassisk- og instrumentel betingning er altså to forskellige læringsmekanismer, som kan aktiveres samtidig i hestens hjerne. De to læringsmekanismer har hver sit motivationssystem og involverer også forskellige områder af hjernen. Og disse to læringsmekanismer ”konkurrerer” om at styre din hests adfærd: Nogle gange ”samarbejder” de, mens de andre gange ”modarbejder” hinanden.
Når du træner en øvelse med din hest (instrumentel betingning), starter du ofte med at give hesten et signal (dvs. du præsenterer en stimulus, som det hedder på fagsprog), hesten vil derefter udføre en adfærd (om det så er den adfærd du ønsker eller ej) og denne adfærd vil så få en konsekvens for hesten f.eks. en eskalering af hjælperne eller en belønning (dvs. man præsenterer igen en stimulus).
Når du så rider en øvelse, hvor du starter ud med lette hjælpere men senere eskalerer dem fordi hesten ikke reagerer som ønsket, så er du faktisk i gang med at lære hesten gennem klassisk betingning, at de lette signaler, som du altid indleder øvelsen med, blot er et forvarsel om, at du snart vil bruge langt kraftigere hjælpere.
Du træner faktisk hesten til, at signalet for øvelsen er et tegn på, at der snart vil ske noget ubehageligt! Ubehag aktiverer hestens flugtinstinkt. Så er det ikke så underligt, at din hest begynder at spænde så snart du lægger an til øvelsen.
Hestens instinkter har dybe evolutionære rødder og har været vigtige for hestens overlevelse i flere årtusinder. Derfor ”vinder” klassiske betingning og instinkterne ofte, når klassisk betingning (forventningslæring) og instrumentel betingning (konsekvenslæring) er i konkurrence om at styre hestens adfærd.
Men hvad skal du så gøre, for du vil jo gerne have, at hesten reagerer på dine hjælpere?
Hvis hesten er øm eller ikke forstår hvad du vil have den til, så gør det lettere for hesten at gøre det rigtige.
Hestens hjerne er indrettet sådan, at når hesten når det punkt, hvor den er anspændt og stresset, så har hesten svært ved at lære andet end at være anspændt og stresset.
I stedet for at være fejlfinder og konfliktoptrappende, så fokuser på hvert lille forsøg hesten gør for at efterkomme, hvad du beder om.
Men du kan kun ”høre” hestens forsøg som rytter, hvis du lytter efter med din krop og det kan du kun, hvis du selv er afslappet. Hvis hesten ”hvisker” et forsøg med sin krop, kan du ikke høre det, hvis du ”råber” med dine hjælpere.
Hvis hesten f.eks. spænder op, når du vil ride en versade, så start med at ride en shoulder fore, er den stadig anspændt, så start med at stille/bøje den ned ad langsiden.
I stedet for at ride øvelsen hele vejen ned ad langsiden, så start med bare at ride ét skridt.
Lyt efter hestens mindste forsøg på at gøre det rigtige og ros, ros, ros…!
Bouton, Mark E. (2007). Learning and Behavior: A Contemporary Synthesis. Sinauer, USA.
Klik for at læse flere interessante artikler om hestetræning og hesteadfærd.
Copyright @ All Rights Reserved